Lehnsgaard rapsolie | Bornholms Oliemølle A/S

Det var på Lehnsgaard at rapskimolie eventyret startede. Lehnsgaard er en af Bornholms smukkeste og ældste gårde. Gården ligger mellem Østerlars og Gudhjem, tæt på Bornholms største rundkirke. Fra gården er der udsigt til Østersøen med kig op langs Bornholms smukke østkyst. Lehnsgaard har en livlig historie og har tilhørt kronen, adelsslægten Gagge og endda admiral Niels Juel. Læs mere om den spændende historie på www.lehnsgaard.eu

Hans Hansen købte Lehnsgaard i 1983 og efter 20 år som landmand var lysten og interessen til at videreudvikle på en råvare dyrket i landbruget så stor, at han i 2003 købte oliemøllen i Aakirkeby og startede dermed Lehnsgaard Rapsolie. Al rapsen er fortsat dyrket og forarbejdet på Bornholm.

Henrik Kai Hansen er også bornholmer og opvokset på Kildesgaard i Nylars, har fra en tidlig alder arbejdet med i marken, og som en selvfølge var 16 års fødselsdagsgaven et traktorkørekort. Efter endt uddannelse og en længere karriere i erhvervslivet er Henrik i dag medejer, og sammen med Hans danner de parløb for at videregive håndværket omkring produktion af olie og sennep til næste generation.

Fabrikken skal være CO2-neutral

Lehnsgaard | Solceller Udsigt
Solceller på taget. Udsigt mod sydøst og mod venstre ses Almindingen.

Måske tænker man ikke lige på, at der står rapskimolie på Lehnsgaardflasken. Ordet kim er er grundlaget for, at rapsolien fra Lehnsgaard er blevet et af de kendteste gourmetfødevareprodukter fra Bornholm. Men ordet er samtidig en væsentlig faktor bag det lave CO2-udslip. Skaller og andre plantebasserede restprodukter giver nemlig olien en bitter eftersmag og derfor frasorteres de inden presning af olien. Frasortereringen pilleteres i en lille presse og bruges til opvarmning og varmt vand på fabrikken. Omkring 70% af strømforbruget dækkes af 300 stk. solceller (60 kW) på taget.

Vi er stolte over at have en 100% CO2-neutral varmeforsyning og har flere tiltag i gang for at få dækket de sidste 30% af vores elektricitet af vedvarende energi. Vores store ønske er at blive 100% CO2-neutral og har flere tiltag i gang for at nå dette ambitiøse mål.

Desuden fokuserer vi på cirkulær økonomi og støtter op om Bornholms Regionskommunes ”Bright Green Island” strategi hvor vi deltager aktivt i relevante projekter. Vi er medlemmer af fødevareklyngen ”Gourmet Bornholm” og Bornholms Landbrug & Fødevarer, samt aktive i lokalsamfundet med arrangementer, åbent hus, Lehnsgaard motionscykelløb og sponsorerer forskellige foreninger og sportshold.

Dronningebesøg

I sommeren 2017 havde vi den store ære at modtage Hendes Majestæt Dronningen på Bornholms Oliemølle og vise vores produktion af rapskimolie fra råvare til slutprodukt.